Skip to content

Nyhedsbrev

 

Der arbejdes hårdt på at lave et fast nyhedsbrev, man kan abonnere på.

Nyhedsbrev nr. 4  – 29. marts, 2019

Kære læser

Her får du den fjerde og sidste gratis smagsprøve på den første novelle i Spejlvendt.
I løbet af de næste par uger vil der komme flere men knapt så hyppige nyhedsbreve, og der vil være mulighed for at abonnere på dem.

Rigtig god læselyst!

 

Lommen 4. del

Brølet kommer tydeligvis fra et meget stort dyr. Meget større end en ræv. Måske det er en stor ulv eller måske en kæmpestor bjørn. Hendes stemme overdøver dyrets brølen: 

“Det er bare din fantasi, der spiller dig et puds. Stå dog ikke der og spild din tid!” 

Brølene er nu så høje, at de føles som om det ringer i mine ører. 

“Tag dig nu sammen,” lyder hendes stemme. 

Jeg står på et lille usikkert plateau for enden af den smalle og snoede trappe med en kæmpebjørn foran mig, og har kun min mors råd om, at jeg skal ignorere den og komme videre. Mest af alt har jeg lyst til at stikke hovedet i en busk og gemme mig for både bjørn og mor. Pludselig hører jeg en lille spag stemme, som jeg ikke har hørt før. 

“Her hjælper ingen kære mor.” 

Alligevel er der noget genkendeligt ved stemmen. Jeg har hørt den før, men jeg har bare ikke hørt ordentligt efter. Det er jo min egen stemme, jeg kan høre. Min egen frie vilje. 

Min mor overdøver straks den spage røst: 

“Din vilje ligger i min lomme!” 

En kold dråbe løber ned over min pande, men jeg lader den være. Dråbens kølighed giver mig følelsen af at være i live på en måde, som jeg aldrig har været før. Jeg er trængt op i et hjørne og bjørnen står nu direkte foran mig. Øjnene lyser in- sisterende, og de skarpe gule tænder blottes i et savlende gab. Der står en rådden stank fra dyrets mund, og jeg vender hovedet væk i væmmelse. Igen knytter jeg hånden og stikker den ned i min lomme, hvorefter jeg på søløvevis glider gennem lommen og tilbage til spejlet. 

“Der kan du selv se, hvad jeg sagde.” 


Min mor drejer mig rundt, så jeg kan se, hvad hun mener. 

“Man kan næsten ikke se dig, når du har den trøje på. Den er som skabt til dig.” 

I spejlet ser jeg trøjen, og jeg selv ser så stor ud som en hval. “Ja, du ser jo helt nydelig ud.” 

Hun ryster forundret på hovedet og klipper den sidste tråd af trøjen. 

”Synes du ikke, at trøjen er fin, min ven?” Med et mærker jeg den rungende lyd af min nye stemme stige op i min krop, inden den bryder ud af min mund med en styrke, der langt overgår bjørnens. Hurtigt snupper jeg strikkepinde- ne, der stikker op af min mors lomme og viser hende præcis, hvad jeg mener om trøjen. Jeg lader strikkepindene hakke og hakke og hakke ind i hendes hoved indtil det sortner for mine øjne, og jeg igen mærker den dejlige ro og fred, som jeg fandt på mosbunden.

Et signeret eksemplar af bogen kan forudbestilles ved indbetaling af 129, 95 kr. inkl. forsendelse til reg.nr. 2280 kontonummer 4396669140.
Bestil et signeret eksemplar

Husk at skrive navn og adresse i kommentarfeltet, når du overfører beløbet.
Bogen leveres til den opgivne adresse i  løbet af en uge.

Spejlvendt kan købes hos Forfatterlaget Attika Werkshop fra d. 29. marts, 2019 samt i boghandlere landet over.

Tilmeld dig Facebookgruppen Forfatter Anne Klein, og læs om konkurrencer, events mv.

Nyhedsbrev nr. 3  – 23. marts, 2019

Lommen 3. del

Den lette muld i skovbunden er så blød og eftergivende, at jeg knapt kan høre mine egne fodtrin, og jeg bevæger mig overraskende hurtigt frem, mens jeg overvejer, om den anden sti alligevel ikke havde været bedre. Måske er det på den anden sti, at mine små fuglevenner gemmer sig. Da stien begynder at sno sig bliver mørket en tone dybere, og jeg længes efter de livlige hakkelyde fra begyndelsen af mit ophold i skoven. 

Lidt efter begynder det at gå nedad, og det er tydeligt for mig, at jeg er på vej længere ind i skoven. Jeg har svært ved at skelne, hvor stien stopper, og hvor træerne begynder, og jeg fortryder inderligt, at jeg ikke fra starten valgte at gå den modsatte vej. Min mors lærdomsord runger højt i skoven: 

“Når man har sagt A må man også sige B. Man kan ikke sådan gå og vælge om hele tiden!” 

Som sædvanlig har min mor ret. Jeg kan ikke vende om nu, for så er alle mine kræfter på at nå hertil jo spildt. Jeg mærker pludselig savnet af hende, for hvis bare hun havde været her, ville alting være gået meget bedre. Hun ville aldrig have spildt sin tid på de bløde mospuder, og hun ville slet ikke have overvejet at kysse dem. Hun ville straks have rejst sig og børstet blade og biller af tøjet. Ligesom hun også straks ville have styret direkte mod den lille lysning og valgt den rigtige vej ud af skoven, og ikke gjort som mig, der styrer lige lukt ind i skovens dybeste ende. 

Efterhånden får jeg snoet mig længere og længere hen ad stien, hvor trærødderne gør stien så knudret, at den nu mere ligner en trappe. Det er som om, nogen eller noget med et har tændt for lyden i skoven, for nu hører jeg tydeligt mine tynde fod- såler ramme de kolde trappetrin. Pludselig blander nogle små pibende lyde sig med mine trin. Er det mon en ræv eller en ulv, eller kan det være en undsluppen bjørn? Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om dyr, og nu er det, som om jeg med ét er omringet af dem alle sammen. Det eneste dyr, jeg nogensinde har brudt mig om er fisk. Men de guldfisk jeg havde i min lille bowle for længe siden døde, fordi jeg glemte at fodre dem. Et øjeblik bliver jeg stående, men tænker så, at et stort dyr har lettere ved at angribe mig, når jeg står stille, så jeg skynder mig at sætte i løb ned ad trappen. Jeg bliver hurtigt forpustet og bestemmer mig derfor til, at det er bedre at gå stille og roligt fremad. At løbe vil nok også bare opfordre dyret til at jage mig. 

Stien er nu blevet så smal, at jeg må gå sidelæns for at komme længere ned. Jeg hører ingen lyde mere, men indimellem synes jeg, at jeg ser nogle mindre dyr, der piler eller snor sig som slanger hen over mine fødder eller også er det min fantasi. Min mors stemme lyder nu endnu højere end før: 

“Du digter alt for meget. Din fantasi løber jo helt af med dig.” 

I det samme lyder der et brøl, der totalt overdøver hendes formaninger. 



Nyhedsbrev nr. 2 – 22. marts, 2019

Se Nyhedsbrev nr. 1 under dette nyhedsbrev!

Kære læser

Her får du endnu en gratis smagsprøve på den første novelle i Spejlvendt.
I de kommende to nyhedsbreve I næste uge kan du læse resten af novellen.

Rigtig god læselyst!

 

Lommen 2. del

Jeg kan ikke få øje på spætterne, selvom jeg nu bruger begge øjne til at spejde efter de to bæster. De er ikke til at se nogen steder, men alligevel er det som om, de er rykket nærmere, for lydene er nu helt tæt på mig. Jeg skærer tænder og mærker en stærk trang til at bide hovederne af dem. 

”Hakke, hakke, hakke, hakke, hak.”  

Nu hakker bæsterne i takt, hvilket kun forstærker hakkelydene yderligere. Jeg er ikke langt fra at rejse mig og gøre en ende på den larm, så jeg tager en dyb indånding og gør mig klar til at rejse mig. I det samme stopper hakkelydene. Mine muskler er ikke kun anspændte. De er vanvittigt irriterede, og jeg har svært ved at falde tilbage til den dejlige og afslappede stemning. Men jeg prøver. Stille og roligt giver jeg slip. Muskel efter muskel. Jeg begynder fra tåspidserne og arbejder mig langsomt op igennem hele kroppen. 

Ah… herligt at være tilbage igen. 

Tankerne myldrer stadig insisterende frem som små myrer fra skovbunden. Mon det er flagspætter, jeg har hørt? Måske det er sådan nogle særlige gøgespætter, der kan forudsige, hvor mange år jeg har tilbage at leve i. Med den tanke bliver jeg pludselig stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg er død eller levende. Hvad laver jeg i grunden her alene på skovbunden? Stod jeg ikke hjemme foran min mors spejl og prøvede min nye havfruetrøje? Det løber mig koldt ned ad ryggen. Men så husker jeg alligevel det hele. Rejsen gennem lommen, den bløde landing på mosbunden og den væmmelige opvågning til hakkelydene. Den røde tråd er på plads, men svarene er længere væk. Nu kan jeg slet ikke slappe af. Jeg tænker, om jeg er i live, eller om jeg er død. Flere faktorer taler for, at jeg lever, for eksempel det faktum, at jeg trækker vejret, og at jeg kan tænke. At jeg er alene i en mørk skov taler på den anden side for, at jeg er død. Selvom jeg nu altid har forestillet mig, at jeg skulle ende et mere beskedent sted end i en skov. Jeg tænker på min familie og mine venner og bekendte. Da jeg tæller efter, når jeg hurtigt frem til, at omkring halvdelen allerede er døde, mens den anden halvdel stadig er i live. Alligevel er jeg her helt alene.

Jeg rejser mig og begynder at gå mod en lille lysning i skoven. Måske holder de to spætter til der? Pludselig savner jeg dem lidt. Jeg føler mig ensom. Tæt på lysningen ser jeg en lille sti med en masse helt ens og meget høje træer på begge sider. Intet peger umiddelbart på hvilken vej, der er bedst at gå. Min store krop har altid passet bedst til mørket, så jeg vælger den mørkeste vej. 

Læs videre i næste nyhedsbrev mandag d. 25. 3, 2019

E


Nyhedsbrev nr. 1 – 18. marts, 2019

Kære læser

Her får du en gratis smagsprøve på den første novelle i Spejlvendt.
I de kommende nyhedsbreve kan du løbende læse resten af novellen.

Rigtig god læselyst!

Lommen  1. del

Jeg stikker min knyttede hånd i lommen på min nye havfruetrøje, som min mor lige har strikket til mig, fordi hun mener, at jeg vil se lidt slankere ud i den. Det er en af den slags store trøjer, som man nærmest forsvinder i, så efter hånden følger hele armen hurtigt med nedad, men stadig uden, at jeg er nået ned til bunden af lommen. Nysgerrigt stikker jeg hele hovedet ned i lommen. Der er en duft af løv og lavendel, og jeg lukker øjnene for at skærpe mine sanser. Jeg virrer let med hovedet og får på den måde skruet mig endnu længere ned i lommen. Et øjeblik holder jeg vejret. Som en søløve glider min krop elegant videre ned i den rummelige lomme, og fødderne giver et sidste lille svirp fra sig, inden jeg er på vej ned mod dybet.

Mit lange lyse sommerhår ligger bredt ud over skovbundens mospuder. Mine lænder er bløde og min mund fugtig. Alt omkring mig er blågrønt som min havfruetrøje, og her er helt stille. Jeg mærker en trang til at kysse den nærmeste mospude, med lader være. I stedet ser jeg op på det friske løv i trætoppene og den lyseblå himmel. En lille grå sky blinker til mig, eller også er det  bare solens genskin, der leger med mig. For første gang i lang tid, ja, måske for første gang i mit liv, har jeg slet ikke lyst til at foretage mig noget som helst andet end bare at ligge her på det bløde mos og lade den behagelige luftfugtighed omslutte mig. Jeg føler mig så vågen som aldrig før. Det føles, som om min krop smiler. Jeg er helt alene. Langsomt lukker jeg mine øjne i igen og indånder den let sure lugt af muld. Så lukker mørket sig om mig, og jeg glider stille og roligt ind i det.

Om jeg har ligget her i år, måneder eller minutter ved jeg ikke. Jeg mærker kun, at jeg ikke længere er alene, og at jeg ikke bryder mig om det. Jeg holder øjnene lukkede for at forblive i den behagelige følelse af ladhed, men jeg kan ikke lade være med at lytte. Især, fordi lyden af en vedvarende hakken nu forplanter sig til min krop. Det er vist en spætte, tænker jeg vagt og er allerede ved at lukke lyden ude og glide ind i mig selv igen. Da den hakkende lyd nu bliver mere intens, er jeg klar over, at der er to spætter. Hakkeriet fortsætter nu uden afbrydelser, og jeg indser, at de to fugles ihærdige arbejde ikke kan ignoreres. Jeg orker ikke at åbne begge mine øjne, så jeg åbner kun det ene, nemlig det venstre, som er det, jeg ser bedst med; det er også fra den retning, lydene kommer.

”Hakke, hakke, hakke, hakke, hak.”




Tilmeld dig Facebookgruppen Forfatter Anne Klein, og læs om konkurrencer, events mv.

© Forfatter Anne Klein